✨ En solstrålehistorie om Rotarys ungdomsudveksling ✨
I 2013 var Viborg-Asmild Rotary Klub værtsklub for den australske udvekslingsstudent Jayana Kerr. Nu – 12 år senere – er hun tilbage i Viborg sammen med sin mand. Hendes ophold i Danmark blev et vigtigt afsæt til en international karriere og gav hende livslange venskaber, rejselyst og stærke minder.
Artiklen fortæller om hendes oplevelser dengang, hvad hun har opnået siden, og hvordan Rotarys udvekslingsprogram fortsat åbner verden for unge mennesker. 🌍
En solstrålehistorie

Jayana og Nathan med værtsfamilier.
Fra venstre Malthe og Heidi Holm-Pedersen, Nathan Inglis og Jayana, Kim og Mette Dam Larsen samt Lene og Christian Byrith.
Fra venstre Malthe og Heidi Holm-Pedersen, Nathan Inglis og Jayana, Kim og Mette Dam Larsen samt Lene og Christian Byrith.
I 2013 var Viborg-Asmild Rotary Klub vært for en udvekslingsstudent fra Australien, Jayana Kerr. I årets løb boede Jayana hos fire forskellige værtsfamilier, og hun fulgte undervisningen på Viborg Katedralskole i anden del af 2.G. og første del af 3.G. Ved siden af undervisningen på Katedralskolen gik hun på sprogskole i to måneder, og hun lærte meget hurtigt at begå sig på dansk. Efter et halvt år i 2.G. gik hun op til årsprøve sammen med sine danske klassekammerater. Hun var også en ivrig deltager i Rotary-klubbens aktiviteter, og medlemmerne kvitterede ved at vise Jayana Viborgs og Danmarks seværdigheder. Hertil kom Rotary Distriktets Europatur, der bragte Jayana til otte lande og byer som Berlin, Prag, Wien, Venedig, Verona, Monaco, Nice, Avignon, Paris, Bruxelles og Amsterdam. Og da London manglede på listen, arrangerede hun selv en tur hertil sammen med en veninde.
Før hjemrejsen i december 2013 leverede Jayana sin afskedsrapport til klubben på flydende dansk. Hun sluttede med ordene: ” Jeg har lært meget gennem mit år i Danmark, om Danmark, verden, mennesker og mig selv. Det har været et helt år fuld af utrolige oplevelser og hyggelig ting. Jeg har nu en stor dansk familie og kan sige, at Danmark er en del af mig. Jeg vil gerne takke alle, som har hjulpet med at gøre mit år så skønt. Nu skal jeg snart rejse tilbage til Australien, men jeg kommer helt sikkert tilbage til Danmark en dag”.
Det er hvad, der nu er sket. Jayana har aflagt besøg i Viborg sammen med sin mand Nathan. Og meget er sket i de forløbne 12 år. Hun har på fem og et halvt år gennemført to sideløbende bachelorstudier (jura og forretningsudvikling) ved Queensland University i Brisbane. Hun er blevet gift med Nathan Inglis, de har stiftet hjem, og de har jobs som henholdsvis advokat og projekt manager. Sammen med Nathan har hun fortsat sin udforskning af verden. På deres tur til Danmark har de besøgt Dubai, og de skal videre til Barcelona, Ungarn og Grækenland. Jayana kan som 30-årig se tilbage på en spændende og begivenhedsrig barndom og ungdom og frem til en lovende karriere.
Hvad var så mere naturligt for Viborg-Asmild Rotary Klub end at spørge, om udvekslingsopholdet i Danmark har bidraget til de opnåede resultater. Jayana peger på flere ting. Det modner at skulle stå på egne ben i et fremmed land i så ung en alder, hvor der samtidigt er et sikkerhedsnet i kraft af værtsfamilierne og Rotary-klubben. Det giver udfordringer, men sikrer samtidigt udvikling i trygge rammer, hvilket er et godt afsæt til kommende studier. Dertil kommer deltagelsen i Rotary klubbens møder, der har givet indsigt i mange forhold og emner, man ellers ikke ville møde i hendes alder. Det har også styrket selvtilliden at kunne lære et nyt sprog. Det har udviklet rejselysten og en kosmopolitisk indstilling til verden. Og det har inspireret til at gå ind i de australske Rotary Klubbers udvekslingsarbejde. Sidst, men ikke mindst nævner Jayana alle de internationale venskaber, hun har opbygget i forbindelse med udvekslingen. Det giver en anden oplevelse af besøg i fremmede lande, når man samtidigt møder venner. Under besøget i Viborg har hun og Nathan boet hos den Rotarianer, der var ansvarlig for at tilrettelægge af hendes udvekslingsophold, Alice Bank Danielsen og hendes mand Peter, og hun har mødt tre af sine værtsfamilier.
Jayanas tilbagemelding inspirerer naturligvis Viborg – Asmild Rotary Klub til at fortsætte udvekslingsarbejdet. Siden Jayanas ophold har klubben modtaget udvekslingsstudenter fra Taiwan, Minnesota, Michigan og Japan, og udsendt danske udvekslingsstudenter til Brasilien, Australien og USA. De har ved deres hjemkomst givet tilbagemeldinger om deres udsendelse, der matcher Jayanas begejstring. En oplevelse for livet og et udvidet syn på verden og de muligheder, der ligger foran. Oplysning om Rotarys udvekslingsprogram kan findes på www.rotary.dk eller hos et medlem af en Rotary Klub.

Nathan, Jayana og Alice på besøg i Dollerup Bakker.
--
Indlægget er skrevet af Ole Kandborg, 2025.
Viborg-Asmild Rotary Klub er en del af Rotary Distrikt 1440.
Viborg-Asmild Rotary Klub er en del af Rotary Distrikt 1440.